Brevis A/S bliver en del af Söderberg & Partners

17 nov. 2020
Med ønsket om at kunne tilbyde sine kunder den fulde produktpalette og selv styrke sin internationale profil bliver Brevis A/S nu en del af Söderberg & Partners, som er en af Nordens førende forsikrings- og pensionsmæglere.

Mens efteråret er godt i gang, sker der store ændringer for forsikringsmæglervirksomheden Brevis A/S. Fra at være en mæglervirksomhed med 10 ansatte bliver virksomheden nu en del af Söderberg & Partners Danmark med 250 ansatte. En beslutning som er taget for bedre at kunne tilgodese behovet blandt mæglervirksomhedens kunder.

“Samarbejdet skal sikre, at vi fremover har adgang til den fulde palette af produkter blandt alle forsikringsselskaber samt en lang række udenlandske udbydere. Vi ser det som en fordel for vores virksomhed, at vi nu træder ind i et af Danmarks største mæglerhuse, da det styrker vores markedsposition og giver os mulighed for at gøre brug af de stordriftsfordele, Söderberg & Partners har opbygget i kraft af deres størrelse. Det er med til at sikre, at vores kunder får de rigtige priser og mere effektiv service hos forsikringsselskaberne,” udtaler direktør Claus Renner Petersen fra Brevis A/S.

Ud over stordriftsfordele, bedre service og øget adgang til hele forsikringsmarkedet ser Brevis A/S også et stort potentiale i det stærke nordiske samarbejde, som Söderberg & Partners har skabt. Et samarbejde som skaber unikke muligheder for mæglervirksomheden med kontor i Herning.

”Det er en måde at fremtidssikre, at vi også kan tilbyde vores kunder forsikringsrådgivning med et endnu mere internationalt fokus – en tendens vi ser blive mere og mere relevant fremover. Samarbejdet letter ligeledes vores administrative arbejde med at efterleve de krav, der eksisterer omkring GDPR og compliance, ” fortæller Claus Renner Petersen.

Spidskompetencer i Brevis A/S

Brevis A/S er specialister inden for håndværk og byggeri, udlejningsejendomme samt bo- og væresteder. Dog rådgives der på tværs af alle brancher. Kunderne er primært mindre eller mellemstore virksomheder, beliggende i hele landet.

Til daglig har Brevis A/S til huse i Herning, hvilket ikke kommer til at ændre sig med det nye samarbejde. De er nu oppe på 10 medarbejdere, som hver især alle har mange års erfaring fra forsikringsbranchen.

”Alle vores medarbejdere har været til introdag hos Söderberg & Partners på hovedkontoret i København, hvor vi er blevet budt varmt velkommen af stabsmedarbejdere fra de forskellige afdelinger inden for økonomi, marketing, pension og non-life samt mange af vores andre nye kolleger. Vi er derfor nu helt klar til at blive en del af koncernen”, fortæller Claus Renner Petersen.

Brevis A/S blev en del af Söderberg & Partners d. 1. november 2020 og vil indtil videre være co-brandet med Söderberg & Partners. Mæglervirksomheden vil dog fortsat være ejet af Claus Renner Petersen.

Brevis A/S bliver det 23. kontor i Söderberg & Partners Danmark, som nu har rundet over 250 medarbejdere.

Kontaktoplysninger

For yderligere information kontakt:

Claus Renner Petersen, Direktør, Brevis A/S
crp@brevis.dk, tlf.nr. 21477354

Torben Stubberup, CEO, Söderberg & Partners non-life
torben.stubberup@soderbergpartners.dk, tlf.nr. 20607333 

Om Söderberg & Partners

Söderberg & Partners koncernen blev grundlagt i Sverige i 2004 og er siden vokset til at være en af Nordens førende rådgivere og formidlere på pensions- og forsikringsområdet. Koncernen har i dag over 2.100 medarbejdere og ca. 70 kontorer fordelt i hele Norden.