Erhvervsforsikringer: De lovpligtige og dem der er gode at have
Hvilke forsikringer er vi som virksomhed forpligtet til at have?
Lovgivningen er ret klar på området. Nedenfor har jeg opridset de fire forsikringer, I som virksomhed er forpligtet til at tegne efter dansk lovgivning.
- Arbejdsskadeforsikringen: Som arbejdsgiver er det jeres pligt at sørge for, at jeres medarbejdere er dækket af en arbejdsskadeforsikring. Forsikringen dækker, hvis jeres medarbejdere kommer til skade i arbejdstiden. Skaden skal opstå pludseligt eller inden for fem dage efter en hændelse eller påvirkning fra eksempelvis et fald, løft eller en traumatiserende oplevelse.
- Erhvervssygdomsforsikringen: En erhvervssygdomsforsikring sikrer erstatning til jeres medarbejdere, hvis de skulle blive ramt af en erhvervssygdom. Forsikringen dækker de sygdomme, som er forårsaget af arbejdet eller de arbejdsforhold, jeres medarbejdere har arbejdet under. Modsat de andre lovpligtige forsikringer, skal en erhvervssygdomsforsikring ikke tegnes gennem et forsikringsselskab. I stedet tegnes forsikringen gennem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), og betalingen administreres gennem ATP.
- Ansvarsforsikringen (køretøjer): Alle indregistrerede biler i Danmark skal have en ansvarsforsikring – uanset om det er en privat- eller firmabil. Hvis der er optaget lån til at købe bilen, skal den desuden også kaskoforsikres.
- Rådgiveransvarsforsikringen: Virksomheder, som tilbyder rådgivning, er forpligtet til at tegne en ansvarsforsikring i tilfælde af, at der sker fejl i forbindelse med deres vejledning af kunden. Det gælder eksempelvis advokater, revisorer såvel som forsikringsmæglere. Ansvarsforsikringen indeholder tre dækninger i form af hhv. et rådgiveransvar, erhvervsansvar og et produktansvar. Den første dækker, hvis jeres medarbejder rådgiver forkert og hermed påfører kunden et økonomisk tab. Erhvervsansvarsdækningen dækker skader, jeres medarbejdere forvolder på 3. mands person eller ting. Produktansvarsdækningen dækker jeres kunders tabte omkostninger, hvis I som virksomhed leverer en ydelse eller et produkt, som er defekt eller direkte årsag til en skade.
Bliv kontaktet af en forsikringsmægler
Gælder de samme regler, hvis det drejer sig om en enkeltmandsvirksomhed?
Det korte svar er ja. Lovpligtige forsikringer kan man ikke frasige sig, selvom man er en enkeltmandsvirksomhed. Men dit forsikringsbehov kan måske være lidt nemmere at overskue i modsætning til en større virksomhed, som typisk har mange flere forskellige risici.
Hvad skal vi overveje, når vi kigger på forsikringer til vores virksomhed?
Først og fremmest vil jeg anbefale, at I foretager en grundig gennemgang af jeres virksomheds nuværende forsikringer. Er der f.eks. områder, hvor I er særligt udsatte og derfor behøver en mere specialiseret forsikringspakke, end den I har nu? Her kan det være en fordel at få en uvildig forsikringsmægler med indgående branchekendskab til at udarbejde en 360 graders risikoanalyse af jeres virksomhed som helhed, jeres kontraktforhold samt arbejdsgange og processer.
Når først I har et klart overblik over jeres virksomheds risikoprofil, er det nemmere at sammenligne forsikringsselskabernes forskellige løsninger ift. deres dækninger og priser.
Hvordan finder vi den bedste forsikring til vores virksomhed?
Det er svært at give et entydigt svar på. Der findes nemlig et hav af forskellige muligheder på markedet for erhvervsforsikringer. Først og fremmest er det vigtigt, at I kender jeres virksomheds forskellige risici – både nu og i fremtiden.
Derudover skal I være opmærksomme på, at vilkår og betingelser for den samme type forsikring kan variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab. F.eks. viser vores analyser af forsikringsmarkedet, at der kan være store forskelle blandt selskabernes forsikringsdækninger. Det er for eksempel tilfældet med selskabernes tilbud om krisehjælp i den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.
Er vores virksomhed forsikret bedst muligt?
Behovet for en korrekt forsikringsdækning er den samme – uanset hvor stor ens virksomhed er. I Söderberg & Partners varetager vi forsikringer for virksomheder på tværs af alle typer brancher med alt fra nogle få og op til flere tusinde ansatte. Vi tager rollen som uvildig forsikringsmægler meget seriøst. Derfor analyserer vi hele forsikringsmarkedet både nationalt og internationalt. Det giver os de bedste forudsætninger for at sammensætte en forsikringsløsning, som passer netop jeres behov og risici.