Livscyklusprodukt

Det er forskelligt, hvornår i livet man begynder at spare op til sin pension. Nogle er helt unge, når de første gang bliver rådgivet om pensionsopsparing og begynder deres opsparing, mens andre kommer senere i gang og derfor har færre år at spare op i. Uanset hvornår i livet du kommer i gang, vil din livssituation ofte ændre sig igennem årene, og det er derfor vigtigt at overveje, om ens planer for pensionen, herunder også pensionsopsparingen, har brug for at blive tilpasset derefter. Også antallet af år til man skal på pension kan være afgørende for, om der er noget, der skal tilpasses – er man for eksempel ikke så langt med sin opsparing, som man havde regnet, eller skal ens risikovillighed justeres op eller ned.

Ens livssituation ændrer sig løbende gennem årene, og det kan for nogle være vigtigt, at deres pensionsopsparing bliver tilpasset derefter, så planen for fremtiden fortsat holder, når det er tid til at forlade arbejdsmarkedet og udleve drømmene for pensionisttilværelsen. Med et livscyklusprodukt får du automatisk tilpasning i forhold til strategien for investering ud fra din alder og antal år til pensionering. Det kan give tryghed, da man ved, at risikoen nedjusteres automatisk, efterhånden som man nærmer sig sin pension, og eventuelle store negative udsving i markedet dermed ikke vil ramme ens opsparing i lige så høj grad, lige inden man skal i gang med udbetalingerne.

Hvad er et livscyklusprodukt

Et livscyklusprodukt er en type pensionsopsparing, hvor investeringsrisikoen tilpasser sig din alder, og hvor tæt du er på at skulle på pension. Denne automatiske tilpasning er med til at nedbringe risikoen for, at der kommer store udsving på din pensionsopsparing i årene lige op til din pensionering.

Fordele og ulemper ved livscyklusprodukt

Når man skal træffe beslutninger om sin pensionsopsparing, er det vigtigt, at man kender til både fordelene og de ting, der er værd lige at overveje, ved de muligheder for opsparing, man har. Så kan man tage de rette valg i forhold til sine drømme for fremtiden.

Fordele ved et livscyklusprodukt

Hvis du gerne vil have automatisk tilpasning af investeringsprofilen til din pensionsopsparing, er der nogle fordele ved at vælge et livscyklusprodukt.

  • Livscyklusproduktet justerer automatisk investeringsrisikoen ud fra, hvor længe der er til pensionsalderen. Så når du nærmer dig pensioneringen, nedjusteres risikoen gradvist for at beskytte din pensionsopsparing for store negative udsving i markedet.
  • Du vælger selv, hvor høj eller lav risikovillighed der skal være på din investeringsprofil. Som udgangspunkt vil den ofte være sat til middel, men kan ændres til højere eller lavere afhængig af, hvad du er mest tryg ved.
  • Med livscyklusproduktet kan du ende med både et godt afkast på din opsparing og tryghed i opsparingsperioden ved at risikoen ændrer sig automatisk og dermed giver dig mulighed for et højere afkast i de første år og mindre risiko i de sidste år, inden pensionen, og dermed udbetalingerne, starter.
  • Investeringerne spredes over aktier, obligationer og alternativer såsom ejendomme.

Ulemper ved et livscyklusprodukt

  • Når investeringsrisikoen bliver styret automatisk, har du mindre kontrol over, hvordan din opsparing investeres.
  • Automatisk styring af risikoen kan begrænse det ønskede afkast på din opsparing, hvis du muligvis havde været villig til at tage en højere risiko mod muligheden for et større afkast.

Få uafhængig pensionsrådgivning

Hos Söderberg & Partners har vi mange års erfaring inden for pensionsverdenen. Vi er uafhængige, hvilket vil sige, at vi ikke arbejder sammen med hverken pensionsselskaber eller andre aktører inden for pensionsområdet, ligesom vi heller ikke har aftaler med nogen af dem. Du vil derfor få rådgivning ud fra din specifikke situation og dine drømme for fremtiden, så du får den pensionsopsparing, der er mest fordelagtig for dig. Kontakt os, så vi sammen kan se på, om din pensionsopsparing kan leve op til dine planer for pensioneringen.